Deep Purple, Alvin Lee og Rock Nalle:
Passioneret nostalgi
Bøgescenen:
ALVIN LEE
DEEP PURPLE
Torsdag aften
Rytmehans:
ROCK NALLE
Torsdag aften
Man må bøje sig i respekt.
For både Alvin Lee, Deep Purple og for Rock Nalle. Hverken mere eller mindre.
For alle tre navne, der torsdag aften kunne opleves på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg, gik til sagen med forbilledlig, livsbekræftende ildhu og slet skjult begejstring. I sig selv en bedrift, når man betænker i hvor mange år, de efterhånden har været på banen.
Stillet over for tre navne som disse er der selvsagt grund til en sund portion skepsis, for man kan ikke ligefrem hævde, at det er fornyelse, det drejer sig om. Grænsen til det ubrugeligt patetiske er meget let at overskride, men på grund af engagement, glæde og energi hev de gamle koryfæer langt de fleste stik hjem.
Sværest havde Alvin Lee det. Ingen kan bestride, at han er en glimrende guitarist, men idet han (naturligvis) stadig hænger sit show op på de gode gamle Ten Years After-sange, så kræver det en ekstra indsats, hvis musikken for alvor skal leve. Dette ekstra touch – som han har givet så mange koncerter med og uden Ten Years After, havde Alvin Lee svært ved at finde i Skanderborg, hvorfor koncerten blev oplevet ganske ordinær og uden hårrejsende højdepunkter, selvom det "Going Home" nu altid er et genhør værd..
Anderledes var det med Deep Purple med karismatiske nu 56-årige Ian Gillan i front.
Til Jyllands-Posten udtalte han i går: "Jeg synger de nye sange med samme passion som de gamle." Og med den bemærkning rammer han hovedet på sømmet, og kommer med den eneste brugbare forklaring på, hvorfor Deep Purple stadig er et væsentligt band: Passion.
Det var nemlig præcis det, der prægede Deep Purples glimrende koncert torsdag. Passion og et helt igennem troværdigt engagement. Tydeligt at Ian Gillan, Roger Glover, Ian Paice, Steve Morse og Don Airey (der frem til 19. august erstatter Jon Lord, der er ramt af en knæskade) stadig brænder for det, de laver. Umuligt at høre at Deep Purple efterhånden har spillet "Smoke On The Water" nogle tusinde gange. Bandet angriber denne sang – og alle andre – med samme engagement og energi, som havde det været allerførste gang.
Når tingene forholder sig således er der nok tale om nostalgi, men bestemt ikke noget ubrugeligt eller bedaget. Deep Purple, der indledte koncerten med "Woman from Tokyo" og sluttede en stribe stjernestunder senere med "Highway Star", indfriede denne gang alle forventninger skønt starten på koncerten blev oplevet uventet famlende og usikker.
Undervejs spillede bandet naturligvis også klassikeren over alle klassikere "Smoke On The Water". Med så massivt et bagkatalog som Deep Purples er det selvsagt vanskeligt at skrue et sæt sammen, der tilfredsstiller alle 100 pct. Således glimrede sangene fra Deep Purple "In Rock" torsdag stort set ved deres fravær. Kun "Speed King" blev det til. Sært, idet netop de sange alle til hobe er i klassiker-klasse. Men sådan er der så meget, og selv dette kunne ikke rokke ved det faktum at Deep Purple generelt præsterede en særdeles glimrende koncert, der kun lover godt for bandets koncert på 5-Øren i København i morgen.
Også Rock Nalle gav - målt på det talstærke publikums begejstring - givet en glimrende koncert, men efter at have hørt en stump af koncerten i Annis Cafe, var der dog en ting, der slog mig: Rock Nalle har næppe haft et bedre band end netop nu, og dette bør han udnytte til at indspille og udgive nyskrevet materiale. Ligesom Peter Belli gjorde det for nogle år siden. 50'er-rocken kan – alle dens indlysende kvaliteter til trods – snildt gå hen og blive hans sovepude, og det er der ret beset ikke megen fremtid i. Med den pragtfulde sangstemme han er begavet med, kan det undre at yngre sangskrivere ikke står i kø for at få lov til at udnytte alle dens indlysende styrker.
[ reviews | the highway star ]