De gamles genkomst

Ian Gillan sang, så det var en fryd, og Steve Morse spillede rockguitar, som havde han aldrig bestilt andet, da Deep Purple gav koncert på årets Skanderborg Festival.

Erkendt: jeg havde cirka så store forventninger til det engelske veteranheavyrockband Deep Purples koncert i Skanderborg natten til fredag, som jeg til hver en tid har til det næste Creamy-album (hvis man da nogensinde skulle være så uheldig at komme til at høre sådan ét).

Set i lyset af de lige-ud ligegyldige koncerter, jeg har hørt bandet spille i de senere år, og det faktum, at Purple i Skanderborg på papiret var yderligere handicappede, fordi gruppens grand-ol'-man, organisten Jon Lord, måtte blive hjemme pga. en knæoperation og til lejligheden var erstattet af Don Airey (eks. Rainbow, Gary Moore m.fl.).

Det startede da mildest talt også lidet lovende med en ujævn "Woman From Tokyo", en rystende svag og usammenhængende udgave af ét af de i forvejen svageste numre i Purple-kataloget, "Ted The Mechanic", et rutinegennemløb af "Lazy" og en kun acceptabel version af den ellers så fornemme "Mary Long".

Men så - netop som jeg var parat til at hamre det sidste spiger i senil-sarkofagen - tog The Great God Rock'n'Roll og hans forsamlede følge af dunderdisciple ved Deep Purple, som på deres side løste billet til et hastigt accellererende triumftog. Da bandet ramte "No One Came", faldt alle brikker simpelthen såvel lyd- som spillemæssigt på plads.

Og det blev endnu bedre, da de fulgte "No One..." op med den obskure men forrygende "Fools" - ét af Purples hårdeste numre nogensinde - og den gigantiske heavyhymne "Perfect Strangers".

Hvorefter Steve Morse så satte trumf på i den sønderknusende smukke ballade "When A Blind Man Cries" med en solo, der kunne trække hjerteblod af hærdet stål. Nu var der magi i luften og at dømme efter de gamle mænds drengede spilleglæde og forsamlingens store smil, vidste de det også godt.

Netop førnævnte Steve Morse har jeg været nådesløst efter, siden han midt i 90'erne afløste den feterede legende Ritchie Blackmore i Purple. Ganske vist er Steve Morse en fremragende guitarist, men han har hidtil hørt hjemme i det bluesbaserede Deep Purple, som Ib Glindemann ville gøre i Kiss - simpelthen fordi Morse har haft mere end svært ved at lægge sin jazzfusion-baggrund i Dixie Dregs fra sig og simpelthen spille rockguitar.

Ikke nu længere, skulle jeg hilse at sige. Natten til fredag spillede Steve Morse rock som i ROCK-guitarist, og det var en nydelse af følge mandens legesyge amokløb i klassikerne "Speed King", "Black Night" og - især - "Highway Star".

Nu jeg er i gang med at kaste roser efter rocklegender, så skal jeg ikke kunne sige, om sanger Ian Gillan er holdt op med at ryge eller er begyndt at gurgle hals i en ekstrafin motor olie, men jeg har ikke hørt manden synge så godt og overlegent i 20 år, som han gjorde i Skanderborg. Og Don Airey? Well, jeg savnede - med al respekt - ikke Jon Lord.

Man havde intet forventet, og man fik, som koncerten skred frem, stort set alt. Det er jo noget af det fine ved rock'n'roll, at ens dommedagsprofetier kan blive gjort så grusomt til skamme, og jeg vil gå så vidt som til at sige tusind tak til Deep Purple for med sådan et eftertryk at fortælle mig, at jeg ikke altid er så helvedes klog, som jeg selv render rundt og tror. [Bedre sent end aldrig! Rasmus]

Steffen Jungersen

Sent in by

[ reviews | the highway star ]